FORSIDE LKT KLINIKKER BEHANDLINGSTYPER GODE RÅD KONTAKT OVERSIGT LOGIN

 

 

 


VEDTÆGTER GÆLDENDE FOR LANDSFORENINGEN AF KLINISKE TANDTEKNIKERE

  

Vedtaget på generalforsamlingen d. 3. november 2001. Senest ændret på generalforsamlingen d. 4 november 2006.
   


§ 1. NAVN

 

Foreningens navn er:

"Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere" forkortet LKT.
 Foreningens hjemsted er sekretariatet i København.

 

§ 2. FORMÅL

 

LKT's formål er:

• at varetage medlemmernes faglige interesser.
• at arbejde for standens højnelse.
• at arbejde for medlemmernes markedsføringsmæssige interesser.
• at arbejde for medlemmernes økonomiske interesser.
• at koordinere samarbejdet imellem de enkelte kliniske tandteknikere.
• at opretholde fornøden kontakt med ligestillede interessegrupper.
• at udarbejde svar på forespørgsler og responsa.
• at afholde kurser for medlemskredsen.
• at repræsentere LKT over for de centrale myndigheder.

Til gennemførelse af ovenstående formål opretholder LKT et fornøden professionel sekretariat.


Stk. 2.

Bestyrelsen kan indgå forpligtende aftaler for samtlige medlemmer, såfremt aftalen har markedsføringsmæssig karakter.

 

§ 3. MEDLEMSSKAB

 

Landsforeningen er en sammenslutning af kliniske tandteknikere i Danmark, fordelt i 3 medlemsgrupper:

 

Gruppe A: Praktiserende selvstændige kliniske tandteknikere. Såfremt ægtefæller/samlevere arbejder på samme klinik, og hvoraf den ene er selvstændig klinisk tandtekniker, skal mindst en af disse være gruppe A-medlem.

 

Rettigheder:  Møde-, tale- og stemmeret ved al møde- og kursusaktivi¬tet samt urafstemninger. 

Må anvende alt materiale udarbejdet i LKT-regi.

 

Gruppe B: Selvstændige kliniske tandteknikere på introduktions¬med¬lemsskab.

Rettigheder:  Møde- og taleret ved møde- og kursusaktivitet samt møde- men ikke stemmeret til generalforsamlinger. Må anvende alt materiale udarbejdet i LKT-regi.

 

Gruppe C: Jus’ere, ansatte kliniske tandteknikere og tidligere medlemmer, der ikke længere driver eller er ansat på en aktiv klinik.

 

Rettigheder:  Møde- og taleret ved møde- og kursusaktivitet samt møde- men ikke stemmeret til generalforsamlinger. Må kun anvende LKT's kursusmateriale.

 

Medlemsskabet er personligt og således uafhængigt af såvel antal klinikindehavere pr. klinik som antal klinikker/filialer pr. klinikindehaver.


§ 4 OPTAGELSE
 
Som medlem af LKT kan optages enhver autoriseret klinisk tandtekniker, dennes ansatte samt jus’ere i henhold til vedtægternes § 3.

 

Anmodning om optagelse i LKT sker ved henvendelse til LKT's sekretariat. Forud for optagelse kræves, at det nye medlem:

• afgiver en skriftlig erklæring der forpligter til at overholde LKT's love samt de af foreningen vedtagne beslutninger og indgåede aftaler.
• ikke er medlem af en anden forening eller sammenslutning af kliniske tandteknikere med lignende formål som LKT.
• som hovederhverv udøver virksomhed som klinisk tandtekniker. Bestyrelsen kan dog indrømme dispensation.
• lader de nuværende klinikforhold og eventuelle nye filialer godkende  af LKT.

 

Optagelse er godkendt ved fremsendelse af krav om kontingent og indmeldelsesgebyr i henhold til LKT's love, men forinden betaling er sket kan vedkommende ansøger ikke påberåbe sig nogen rettigheder overfor LKT.

 

Stk. 2

Prøveperioden (introduktionsmedlemsskab) for B-medlemmer kan maksimalt være 1 år, hvorefter en endelig stillingtagen til optagelse som A-medlem skal foreligge.

 

Optagelse og dermed indmeldelse er bindende 1 år for alle grupper af medlemmer.

 

§ 5. KONTINGENT

 

Kontingentet, herunder marketing-bidraget, følger automatisk de årlige stigninger i inflationen, dog kan generalforsamlingen beslutte større stigninger, end inflationen tilsiger.

 

En af generalforsamlingen vedtaget andel af kontingentet henlægges til LKT's reservefond.

 

Bestyrelsen kan bevilge hel eller delvis kontingentnedsættelse på grund af alder, længerevarende sygdom eller svigtende indtjeningsmuligheder.

 

Ved mere end én klinikindehaver (A-medlemmer) på samme klinikadresse ydes der 25% rabat på kontingent og marketingbidrag for hvert yderligere medlem, dog således at rabatten fordeles ligeligt på alle medlemmerne på adressen.

 


§ 6. SANKTIONER


Gør et medlem sig skyldig i overtrædelse af LKT's love, overtræder LKT's kollegiale regler, undlader at overholde forpligtelser eller aftaler indgået af LKT, eller på anden måde skader LKT, kan LKT's bestyrelse med 3/5 majoritet idømme medlemmet en bod på kr. 1.000 - kr. 30.000.

 

Under skærpende omstændigheder, kan LKT's bestyrelse med 4/5 majoritet vedtage at ekskludere et medlem med øjeblikkelig virkning.

 

Et medlem, der trods påmindelser ikke betaler kontingent senest tre måneder efter forfaldsdag, kan med bestyrelsens godkendelse slettes som medlem.

 

Genoptagelse kan kun ske mod betaling af kontingentrestancen og skal i øvrigt ske med bestyrelsens godkendelse.

 

Et medlem i restance, nyder ikke de fordele, som er forbundet med et medlemskab af LKT.

 

Et medlem kan således ikke deltage på generalforsamlingen, på LKTs kurser eller modtage materiale, information og rådgivning.

 

En idømt bod tilfalder LKT's reservefond.

Betaler medlemmet ikke en pådømt bod inden 1 måned, kan medlemmet slettes som medlem.

 

Et medlem, der er idømt en bod eller ekskluderet kan anke afgørelsen til LKT's førstkommende generalfor¬samling.

 

Et ekskluderet medlem har møde og taleret under behandling af generalforsamlingens punkt 3.

LKT's ordinære generalforsamling kan efter et år beslutte, at et ekskluderet medlem efter ansøgning, genoptages i foreningen.


§ 7. UDMELDELSE/OPHØR AF MEDLEMSSKAB

 

Udmeldelse kan kun ske med en måneds varsel til et kvartals begyndelse. Udmeldelse skal foreligge skriftlig og stiles til LKT’s sekretariat.

 

Ved ophør af medlemsskab, mister medlemmet alle rettigheder til at kundgøre medlemskab af LKT, herunder ved annoncering og skiltning at benytte LKT’s logo, skriftlige materiale, foldere og brochurer eller andet, hvortil Landsforeningen har ophavsret.


§ 8. GENERALFORSAMLINGEN

 

Generalforsamlingen er LKT's højeste myndighed og består af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer af LKT.

 

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år den anden fredag i november i umiddelbar forbindelse med LKTs kursus. Generalforsamlingen afholdes skiftevis øst og vest for Storebælt.


Hvert enkelt medlem indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal angive dato, tidspunkt, sted og dagsorden samt være vedlagt beretninger for det seneste år, revideret regnskab for LKT's aktiviteter, rapport fra kritisk revisor samt budget og evt. forslag der skal behandles af generalforsamlingen.


Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er indkaldt på lovlig vis, uden hensyn til det fremmødte antal, undtagen de i § 17 nævnte tilfælde.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
 
Stk. 2
Generalforsamlingen ledes af en af generalforsamlingen med simpelt flertal valgt dirigent. Dirigenten behøver ikke at være medlem af foreningen.

Dirigenten afgør med bindende virkning alle spørgsmål angående behandlings- og afstemningsmåder.

 

Stk. 3
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde følgende:

1. Valg af dirigent (bestyrelsesmedlemmer kan ikke vælges).
2. Valg af stemmetællere (bestyrelsesmedlemmer kan ikke vælges).
3. Formandens beretning samt øvrige beretninger.
4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse og decharge, fremlæggelse af ajourført budget for indeværende regnskabsår samt fremlæggelse af budget for det kommende regnskabsår.
5. Drøftelse af hovedlinierne for LKT’s virksomhed i det kommende år.
6. Indkomne forslag. Herunder fastsættelse af kontingent for det kommende år.
7. Valg af formand
8. Valg af bestyrelse samt suppleanter for disse.
9. Valg af officiel revision.
10. Valg af 2 kritiske revisorer og 1 suppleant.
11. Eventuelt.

 

Stk. 4
Forslag må, for at blive behandlet på den ordinære generalforsamling, være sekretariatet skriftligt i hænde senest d. 1. Oktober.
Kun A-medlemmer der ikke er i kontingentrestance kan indsende forslag.

Forslagsstilleren skal være tilstede på generalforsamlingen og selv fremlægge forslaget.

 

Stk. 5
Siddende bestyrelsesmedlemmer og udvalgsformænd har mødepligt og modtager rejsegodtgørelse.

 

Stk. 6
Bestyrelsen kan give andre end LKT’s medlemmer adgang til at overvære generalforsamlingen, når generalforsamlingen i øvrigt ikke har indvendinger mod dette.

 

Stk. 7
Umiddelbart efter generalforsamlingen udarbejder sekretariatet et referat fra generalforsamlingen. Dette tilsendes til  samtlige medlemmer af LKT. Et mindretal har ret til tilføjelser i referatet.


Stk. 8
Forhandlingerne på generalforsamlingen må ikke uden dennes godkendelse refereres offentligt.


§ 9. BESTYRELSEN 

 

LKT's bestyrelse består af 5 medlemmer, og genvalg kan finde sted.

 

Formanden vælges af generalforsamlingen for en 1-årig periode, og er kontingentfri i valgperioden.

 

De øvrige 4 bestyrelsesmedlemmer vælges for en et-årig periode og betaler kun ½ kontingent i valgperioden.

 

Hvert år vælges 2 suppleanter for en periode på 1 år.


Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, nedsætter de stående udvalg og udpeger formænd for disse. Almenafgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. Hvert bestyrelsesmedlem har én stemme. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

 

Uanset hvilken medlemskategori et bestyrelsesmedlem tilhører, har denne tale- møde- og stemmeret på generalforsamlingen.

 

Hvert bestyrelsesmedlem har én stemme. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 medlemmer er til stede, såfremt formanden er blandt de tilstedeværende. Såfremt formanden ikke er tilstede, er bestyrelsen kun beslutningsdygtig, hvis alle øvrige medlemmer er tilstede.

 

Bestyrelsen og medlemmer af LKTs udvalg mødehonoreres efter følgende diæter:

3-6 timer: ansatte kr. 792,32  Over 6 timer: ansatte kr. 1.056,41

3-6 timer: klinikejere kr. 1.188,49  Over 6 timer: klinikejere kr. 1.585,63

 

Taksterne reguleres svarende til overenskomsten mellem Tandteknikerforeningen og LKT
 

 


§ 10. FORRETNINGSORDEN

 

Under ansvar overfor generalforsamlingen varetager bestyrelsen den overordnede ledelse af LKT.

 

Bestyrelsen træffer de nødvendige administrative beslutninger og fastsætter i øvrigt selv sin arbejdsform.

 

Bestyrelsen træder sammen efter formandens indkaldelse, så ofte denne skønner det påkrævet, eller når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer kræver det. Ind¬kaldelse med dagsorden sker pr. brev med et varsel der normalt skal være på mindst 7 dage

 

På generalforsamlingen fremlægger bestyrelsen de aktuelle arbejdsprogrammer

og handlingsplaner til debat og evt. beslutningstagen.

 

Bestyrelsen foranlediger, at de trufne beslutninger og i øvrigt alt af betydning, protokolleres af sekretariatet. Det protokollerede underskrives af samtlige fremmødte bestyrelsesmed¬lemmer.


Bestyrelsen er berettiget til at antage juridisk assistance og evt. anden lønnet medhjælp jfr. § 2.

 

Aftaler med andre, herunder andre interesseorganisationer, skal vedtages med simpelt stemmeflertal afgivet af den samlede bestyrelse.

 

Bestyrelsen kan på LKT-medlemmernes vegne indgå overenskomst med lønmodtageror¬ga¬nisationer, idet der dog udkræves enstemmighed i bestyrelsen. Såfremt enstemmighed ikke foreligger, skal overenskomsten sendes til urafstemning blandt LKT's medlemmer.

 

Bestyrelsesmedlemmerne har den daglige kontakt til medlemmerne, og kan indstille sager til efterfølgende behandling i bestyrelsen.

 

Bestyrelsen er berettiget, men ikke forpligtet til hvert år at afholde et eller flere medlemsmøder h.h.v. øst og vest for Storebælt. Møderne skal have et fagligt/orienterende indhold.

 

Stk. 2

 

Overenskomst med landsdækkende offentlige myndigheder, herunder honoraraftale med KL, skal udsendes til urafstemning blandt LKT-medlemmerne og vedtages med simpelt stemmeflertal. Dog kan bestyrelsen indgå overenskomster/aftaler med de enkelte  kommuner uden afholdelse af urafstemning.


§ 11. SEKRETARIATET

 

LKT’s sekretariat ledes af sekretariatslederen, som med ansvar overfor formand og bestyrelse er ansvarlig for den daglige drift, indenfor rammerne af det vedtagne budget.

 

Under sekretariatets drift hører ajourført medlemskartotek og en forsvarlig tilrettelæggelse af foreningens økonomifunktion, incl. den daglige bogføring.

 

Sekretariatslederen deltager uden stemmeret i normalt bestyrelsesarbejde, og forelægger perioderegnskaber for bestyrelsen og det reviderede årsregnskab på generalforsamlingen.


§ 12. LKT's FORMUE

 

LKT's midler, der kun må anvendes i overensstemmelse med formålsparagraffen, skal stedse være anbragt i sikre papirer, noteret på LKT's navn, eller på bankkonto lydende på LKT's navn.

 

Mindre beløb til den daglige drift kan indestå på en giro- eller anden driftskonto.

Tegningsberettiget vedr. formuen er formanden og næstformanden i forening,

formanden og sekretariatslederen i forening eller næstformanden og sekretariatslederen i forening.

 

Bestyrelsen kan meddele prokura til konkrete konti, dog kun sådan, at der altid

er 2, der tegner LKT.

 

Af LKT's indtægter henlægges en andel til en fond kaldet: "Landsforeningen af Kliniske Tandteknikeres Reservefond", for hvilken der gælder særlige statutter. Reservefondens midler skal anbringes i et særligt depot. Anvendelsen af disse midlerne kræver generalforsamlingens godkendelse.

 

Gældspådragelse samt køb af fast ejendom og dispositioner vedrørende foreningens formue kræver godkendelse i bestyrelsen.


§ 13. REGNSKAB OG REVISION

 

Regnskabsåret løber fra 1. juli til 30. juni.

 

LKT's regnskab revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, der vælges af generalforsamlingen jf. § 9 stk. 9.

 

Regnskabet skal foreligge trykt senest samtidig med den rettidige indkaldelse til den ordinære generalforsamling.

 

Intern revision af regnskabet foretages af  2 kritiske revisorer jvf. § 9, pkt. 10.


§ 14. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

 

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når et flertal i bestyrelsen eller mindst en femtedel af  foreningens medlemmerne kræver dette.


Indkaldelse skal ske med mindst 7 dages varsel og indeholde dato, tidspunkt, sted, dagsorden og evt. indkomne forslag.

 

De for en generalforsamling gældende bestemmelser finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.


§ 15. ÆRESMEDLEMMER

 

Som anerkendelse for langt og trofast arbejde i LKT's tjeneste eller for fremragende indsats på anden måde, kan foreningen efter indstilling fra bestyrelsen og med ge¬neralforsamlingens billigelse udnævne æresmedlemmer.


§ 16. VEDTÆGTSÆNDRINGER

LKT’s vedtægter kan kun ændres med et flertal på 2/3 af de fremmødte medlemmer på en  generalforsamling.

 

§ 17. OPHÆVELSE AF LANDSFORENINGEN

 

Til ophævelse af Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere kræves at mindst 2/3 af samtlige LKT's medlemmer stemmer derfor på en generalforsam¬ling.

 

Såfremt vedtagelse ikke finder sted, indkaldes med mindst 14 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med almindelig flertal uden hensyn til det fremmødte antal medlemmer.

 

I tilfælde af LKT's ophævelse skal formuen anvendes til fremme af de kliniske tandtekni¬keres interesser eller til velgørende eller videnskabelige formål, alt efter den sidst afholdte generalforsamlings bestemmelser.

 

Seneste vedtægtsændring et sket på generalforsamlingen d. 4. november 2006.
  
 

 

Vesterbrogade 6 D, 1. sal  -  1606 København V  -  Tlf. 33 11 28 00  -  Fax 33 13 34 10  -  E-mail: info@lkt.dk